Det tilfældige møde

Tilfældet ville at jeg har fået en ny ven. En rigtig ven af kød og blod. Dog har jeg aldrig mødt ham. Har ingen ide om hvordan hans stemme lyder. Hvordan er mon hans mimik og kropssprog når han taler?

Tilfældet ville at jeg på et tidspunkt, jeg aner ikke hvornår eller hvordan, ved ikke hvor jeg har fundet ham, men en dag helt uden at vide det har jeg bedt om hans venskab. En anden dag, måske den samme, det vides ikke helt med sikkerhed, takkede han tilfældigvis ja til vores fremtidige venskab.

Undskyldte selvfølgelig miseren, og han kvitterede med et fint retursvar. Samtalen udviklede sig, sjovt møde. Tror måske vi er enige om, ganske vist usagt, at det er et venskab der er kommet for at blive. I hvert fald en tid.

Jeg er stor fan af tilfældige møder, tilfældige muligheder. Livet har lært mig at gribe mulighederne. Ta chancen. Springe ud på dybt vand… Flere nye muligheder… Fantastisk. Livsbekræftende. Håber aldrig det stopper…

Tilfældet ville at jeg engang besluttede at ændre den vej jeg skulle gå… Inden jeg rigtig nåede at komme igang med at undersøge mulighederne for min nye karriere, faldt jeg over den rigtige vej. Så flyttede jeg til Jylland. Nye venner, nye vaner, nye øjne på mig selv, ny kæreste – heldigt, han blev far til mine elskede unger. Tænk hvis det var blevet en anden. Hvis børn havde jeg SÅ haft?

Hvad hvis jeg ikke skulle tisse hele tiden, præcis samtidig med den søde fotograf for mere end 25 år siden…Til en fest hos en venindes ven. Vi var kærester nogen måneder. Lige flyttet til Kbh. Følelsen af at høre til og være en del af byens pulserende liv var enorm og altoverskyggende… Pressefotograf, verdensklog, med gule bukser, og duften af hans læderjakke og det halvlange krøllede hår der gjorde ham helt unik… Hvis jeg ikke havde mødt ham til festen havde jeg aldrig fundet modet til at bryde med det kendte og begynde at lede efter min nye karrierevej.. Så var jeg aldrig flyttet til Jylland… Hvor var jeg mon SÅ flyttet hen? Hvilket job ville jeg ha valgt? Hvad hvis jeg havde lyttet efter og fulgt hans opfordring til at skrive noget… hvad som helst, bliv journalist sagde han… Jeg mente jeg skulle en anden vej…

Og hvad med den dag jeg takkede ja til det job der gav mig startskuddet til troen på egne evner? Du har et særligt udviklet overblik, og en evne til at favne andre… Jeg lyttede og udviklede det heldigvis. Det blev min vej da jeg ændrede bane igen.

Og SmukFest, hvor jeg mødte en helt ny indsigt i frihed… Frikvarter. Ingen, eller kun begrænset kontakt med omverdenen, ikke noget ur, spise når man er sulten, tilfældige møder med varige, dyrebare, venskaber og nogen meget dyrebare minder om personer jeg aldrig kommer til at se igen. Godt jeg fik minderne… Ville ikke ha været foruden.

Og den dag jeg opdagede at veninder er uundværlige når de kommer i særlige støbninger. Som støtter og sparker alt efter behov, råder og trøster og griner og græder… Hjælper og lader sig hjælpe. Fantastisk og kommet for at blive for altid. Heldigt at jeg tog imod da skæbnen prikkede mig på skulderen.

Et andet møde med en ny mand… Tilfældigt at man lige fanges af et ukendt ansigt. Føles rigtigt i min mave, ved ikke præcis med hans eller hvor det fører hen…. Krydser fingrene…

Så en dag et opslag, lejlighed til leje. I den bygning jeg stort set fra første dag i Jylland erklærede, at jeg engang ville bo i. Pludselig var muligheden der. Vi flytter snart, ungerne og mig. Starter næste kapitel i vores ubrydelige treenighed… Fremtiden… se hvilke ukendte, spændende nye muligheder der tilfældigt kommer i vores retning…. <3