Besøg af en sød indsamler fra kræftens bekæmpelse i dag… jeg går for min søn, stod der på et skilt på hendes bryst. Lige ved hjetet. Har din søn kræft, spurgte min datter. Ja, men han har det godt svarede hun. Det gir ligesom et nyt syn på verden, sagde hun, når det pludselig rammer en selv. Det gør det. Det ved vi godt. Mor du skal gi hende nogen penge, ja, selvfølgelig skat, stod som lammet lidt, rodede rundt i pungen, men ingen kontanter… Det gør ikke noget, jeg har, svarede min 11 årige datter. Vi havde vores dejlige ven, men han er lige død, fortalte hun, jeg ville ønske der var nogen der kunne ha gjort noget så han kunne blive her. Og frem kom hele hendes lille opsparing. Og venindens også. Hun fulgte trop uden at tøve et sekund.

Ja, svarede den søde dame – jeg har godt hørt om det.

Et hårdt og stolt øjeblik. Ramt igen. Af sorg, og håb. Hvis to piger i den alder på et splitsekund forstår at prioritere hvad der er vigtigt i verden… Næstekærlighed eller sig selv… Så skal det nok gå.

2,5 måned er der gået – ca… Kort tid og lang tid. Stadig ikke helt virkeligt. Tænker tit at vi lige kan ringe og spørge om du vil hjælpe os med et eller andet… fortælle dig noget som du ville synes godt om…  Nå, nej det kan vi jo ikke tænker jeg, men så når du kommer hjem igen… Er der ikke snart gået lang nok tid. Vi har meget vi gerne vil fortælle, dele med dig, kom nu hjem fra der hvor du nu er taget hen. Golf i Malaga måske. Et glimt af dit hår i mængden af hoveder, der forsvinder forbi på gaden, der var du, men hvordan kan det nu lade sig gøre… Nå, det var bare en der lignede.

Jeg kan stadig høre din stemme i mit hoved hele tiden, din altid dejlige hilsen i telefonen især – glad, optimistisk, imødekommende, hver gang ligesom du afventede hvilke sjove input du ville møde… Eller, der var også de alvorlige. Altid afsluttet af både dig og mig med et – hvad har du brug for? Eller, jeg kommer med det samme. Du er godt nok savnet. Nok også mere end du selv har gjort dig klart.

Tænkte at måske hvis jeg nu sender dig en hilsen ud i cyber-space…. med lidt held kommer den måske forbi dig… Du må jo være et sted, som vores skytsengel som børnene siger… Mor, jeg var ved at falde den anden dag, men det var som om der var én der løftede mig op, passede på mig. Jeg véd han holder øje med os alle og passer på os.

Måske er det sådan det er….

Troede jeg ville finde en slags ro når jeg kom ud og besøgte dig, men jeg synes bare du ligger så alene. Ude i regn og sol og blæst… mon du fryser? Nej, det gør du vel ikke… Der er smukt og fredfyldt. Alt det jeg gerne vil sige til dig, det bliver ligesom bare siddende i halsen og blir til tårer. Hvordan kan det passe at vi aldrig mere skal sidde og snakke ude i haven til kl. alt for sent med et glas rødvin en varm sommeraften, og vinteraften…pizza på stranden med alle ungerne….Og bierne! Vi var ikke klar. Ikke forberedt. Pludselige var den der bare – kræften. Og selvom du sagde at du bare lige skulle over det her – så kom dagen. Alt for hurtigt.

Vi har delt mange sjove og dejlige oplevelser, gode samtaler, hjulpet hinanden igennem svære ting. Også ting der var svære bare for os. Men vi plejede at komme over de svære ting. Ved fælles hjælp. Ikke den sidste – den kom du ikke over. Gør vi andre nok heller ikke. Ikke helt.

Tak for dit dejlige venskab og alle de dejlige oplevelser og nu minder. Du har tilført os noget som vi tar med os altid. DU vil være med os altid.

Sov godt min ven – jeg håber det passer at du bare er gået i forvejen…