I halvanden uge har jeg været mest hjemme. Som en af de Danskere med nedsat immunforsvar grundet kronisk sygdom, har min trygge verden siden januar været lidt udfordret.

Jeg har holdt øje med udviklingen i coronaen’s hærgen siden nytår.

Med større ængstelighed som dagene er skredet fremad.

Det er ikke vildt sjovt at have 2 skolesøgende børn, der hver dag er i kontakt med et hav af andre børn og unge.

Som har fritidsjob på en burgerrestaurant med fuldt tryk på. Som går til fester og i byen og krammer og hygger med alle dem de kan komme i nærheden af, for sådan er det at være teenager! Sådan SKAL det være! På kanten af voksenlivet med alle de ansvar og tunge pligter der følger med når de er helt klar, og stadig lykkeligt uskyldige og ude af stand til helt rigtigt at omsætte det spændende i corona situationen til, at det rent faktisk kan være noget der rammer os selv og kan få vidtrækkende konsekvenser.

Og i vores familie er vi flere der hører til i den gruppe der MÅSKE vil blive hårdt ramt HVIS vi bliver ramt.

Og jeg er en af dem.

I mange år har jeg været pænt træt af at være ramt af en tilstand der primært er voldsomt smertefuld i perioder, men derudover er frustrerende at bo i krop med, fordi en almindelig forkølelse slår hårdt!

En influenza er tæt på uoverskuelig.

En banal forkølelse har flere gange udviklet sig til lungebetændelse med indlæggelser og flere penicillinkure.

En rift i en finger udvikler sig nemt til et ondt udbrud af betændelsestilstand der igen skal behandles med penicillin i uendeligt lange baner.

Men hvis det så bare stoppede der!

Den behandling der iværksættes ved infektion er ikke særlig virksom hvis man bliver ved med at holde mit immunforsvar nede. Så for at blive rask, bliver min behandling med immundæmpende medicin stoppet.

Resultatet af det er, at min gigtsygdom bryder ud i lys lue. Det tager typisk 3-9 måneder i et smertehelvede jeg ikke ønsker at udsætte nogen for, før jeg er klar igen.

Så i de sidste uger har jeg været meget hjemme. Jeg har taget alle de forholdsregler jeg kan finde på. Jeg har været helt vildt efter min lækre unger med håndvask og håndsprit og de er pænt trætte af mig 😉

I går kom Caroline hjem og fortalte at en hel klasse var sendt hjem fordi en i den pågældende klasse var ved at blive testet. Jeg blev så træt!! Og urolig!

Jeg kan tage alle mulige forholdsregler og forsigtighedshensyn, men hvad hjælper det når ungerne går i skole og risikerer at tage smitten med hjem…?

Jeg er meget mere rolig efter regeringens tiltag i aftes. Smitterisikoen er for vores vedkommende blevet betydeligt mindsket. Kæmpe tak for at handle forsvarligt og rettidigt! For bla at passe på MIG!

I går eftermiddags var jeg i fakta. Jeg har i et stykke tid handlet der hvor der er færrest mennesker og på de mindst besøgte tider. Jeg har holdt afstand og vasket og sprittet hænder som det første når jeg kom hjem, og igen når jeg har pakket mine varer ud.

Tænkte i går på om jeg skulle supplere lidt op på beholdningen af madvarer hvis nu jeg skulle risikere at blive sendt i karantæne. Besluttede mig for at indkøbe en ekstra oplader til min telefon så jeg kan holde mig opdateret og ringe efter hjælp HVIS nu 🙂

Og så hamstrede jeg!!! TO pakker gær!!

Efter statsministerens pressemøde i aftes har jeg gjort status! Over indholdet i mine skabe, skuffer og fryser.

Jeg tror jeg kan holde alle mine naboer med chokoladekage med og uden gluten hvis det skulle blive nødvendigt. Jaja, jeg er en af dem der elsker nemme løsninger og når jeg ser et godt tilbud slår jeg til. Også på chokoladekage!

Det samme gælder diverse brødblandinger – derfor de 2 pakker gær.

Jeg har en nyindkøbt pakke smør og forskellige dåser tun og makrel på lager.

Tænker jeg sammen med vand i hanen kan klare mig ganske fint igennem. Længe!

Tænker at i denne situation er det vigtigt at jeg får mad, ikke hvad det er for noget mad!

Der er rødvin, hvidvin og bobler i huset hvis det skulle blive lidt kedeligt.

Kaffen render nok snart tør, og mælken til at hælde i. Og min cola. Men det er jo ikke ligefrem livsnødvendigt… og sikkert sundere for mig at undvære.

Meget vigtigt punkt! Toiletpapiret!!! Det mest hamstrede produkt i Danmark i det sidste døgn! Mit yndlings har været på tilbud stort set hele året så køber med mellemrum en ekstra pakke. Det skal jo købes ind så når det er på bud slår jeg til… har kigget på beholdningen… ca. 20 ruller… hvis ungerne blir hos deres far, og jeg bruger max en halv rulle pr dag… ja så kan jeg faktisk blive hjemme i hulen i en måneds tid hvis det bliver nødvendigt!!

Siden jeg blev skilt har det været en aftale at når børnene er syge må de over til deres far. For at undgå at jeg bliver smittet og syg i 100 år. Tak for det!!!

Det gælder også nu. I følge myndighederne skal jeg blive hjemme for min egen sikkerheds skyld. Og så gir det ikke mening at de kommer hjem med hvad der nu i øvrigt florerer af vintervirusser, eller den alvorlige.

Jeg tænker ikke jeg er den eneste i det her land der vil kunne stå igennem en mindre krig hvis jeg tømmer diverse lagre… så jeg FATTER ikke den der sindssyge hamstring.. hvordan kan man i en så alvorlig situation gå fuldstændig amok i madspild og egoisme??

Status er: Stadig ved godt mod og smilende. Humøret er højt og jeg er ikke gået igang med vinen endnu;-) Stadig uden symptomer. Tænker den største udfordring bliver ikke at blive helt kuk i overetagen hvis jeg skal være helt alene hjemme med katten i mange uger 😉

 

k