Nogen gange sker det forunderlige at fortiden banker på. Også for mig. Bedst som jeg egentlig havde taget afsked med en epoke. En mellemstation måske. Det vi skal ha med videre er pakket ned. Det vi ikke skal bruge længere er smidt ud – fysisk og mentalt. En proces der nogen dage har været langt hårdere end jeg havde forestillet mig, men allermest er jeg fyldt op af en glæde og lyst til at ta hul på nye spændende kapitler. Eventyrlysten er skruet op til nye højder. Bobler indeni. Skønt.

Mine tanker er helt fokuseret på næste kapitel og jeg har en dejlig brusende fornemmelse af en helt ny fri følelse der fylder mig op. Bare børnene og mig. Vores lille familie som sammen danner vores helt eget kærlige trekløver. Videre ind i fremtiden – sammen.

Og så var den der pludselig – fortiden – som et lyntog der kom blæsende ind. Helt uforberedt.

Jeg havde egentlig sluttet fred med at vi aldrig skulle ses igen. Sådan er det bare engang imellem. No BIG deal. Bid tænderne sammen. The show must go on. Og det gjorde det jo. Omend det gav lidt skrammer.

Pludselig blev jeg stillet over for glemte og bevidst hengemte tanker. De dejlige, glade og stærke oplevelser og øjeblikke der var en engang. Som har været med siden teenagealderen. On/off igennem årene. Forventningen om et dejligt gensyn. Spændt. En anelse nervøs. Men mest spændt…
Mulighed for forsoning.. Ansigt til ansigt. Forventningens glæde.

Minder om stærke følelser… Hårde afslutninger… Et ubrydeligt bånd, der trods flere forsøg på at kappes, stadig er der. Selv mange år efter…
Og midt i det hele gik det op for mig hvor meget jeg har flyttet mig i de år der er gået. Wauw.. Helt stille uden jeg har opdaget det, er dagene gået og stille og roligt er en ny og meget mere selvsikker, uafhængig og glad, men målbevidst side af mig trådt i karaktér. En side som altid har været der, men som har levet et lidt forsømt liv – i skyggen af hverdagen måske. Ventet på at få lov at komme frem.

Sku lidt stort og en anelse måbende at se sig selv i øjnene med helt nye briller på.

Men fedt og berusende. Det gav den sidste ro. Sluttede ringen på en måde. En manglende brik i mit puslespil der var blevet væk. Nu ved jeg hvor den er.

Af hjertet TAK.

Nu er det jo ikke meningen at jeg skal skælde ud på hele verden og løfte pegefingeren i tide og utide… Men måske er det bare MIN omvendte måde at sige: så nyd dog livet, du får kun den ene chance.. Brug den med omtanke… Før det er for sent.

Anyway…

Jeg krummer tæer når jeg gentagne gange hører om naboer der ikke kan leve med andres skæve bålpladser… Hvordan kan man ha noget imod at en familie sætter pris på kvalitetstid med børn og voksne?? På hyggestunder og nærhed. Kender ikke familierne, hverken den ene eller den anden, men kender alle ungers lyst til bålhygge, snobrød og måske lidt uhyggelige, næsten skræmmende fortællinger fortalt af en dyb  mandestemme i mørket ved de sidste gløder fra et bål… Tryllebundet og ventende på gyset… Som næsten altid blev afsluttet af en overraskende slutning med efterfølgende grin… I teenagealderen sikkert afløst af fællessang og den første øl, måske det første kys… Håber ALLE får lov at opleve det… Mange gange. WHO CARES hvordan stenene omkring er placeret… dejlig følelse at vokse i højden når man som den laveste kan udvælge sig den største sten der rager længst op og for en stund føle sig som den højeste…

Hvordan kan nogen ha noget imod, at en forlystelsespark en gang for en menneskealder siden, kaldte ting for noget så let-forståeligt som afrikaland, hottentot dit og kannibal dat..?? Mega mange grin og meget forståelse for hvad der rent faktisk ER foregået ude i verden engang, måske stadig foregår – det ved man vist ikke helt med sikkerhed, gør man? Alvor pakket ind i leg. Et billede af nogen af verdens forskelligheder bevaret til de næste generationer, til egen stillingtagen i takt med at man vokser. Vi smider vel heller ikke sort/hvid billeder og tv/videoklip, fra før farvefjernsynet indtog stuerne ud? Det der med manglende farve var til voldsomt stor undren for mine børn, der var pænt store før det gik op for dem at det ikke var verden der pludselig kom farve på…

Astrid Lindgrens fantastiske fortællinger kan ikke skrives om…

Historien om lille sorte Sambo… Og negerboller…

Det er alt sammen del af min generations kulturarv. Skal vores barndom viskes væk?

De erfaringer, oplevelser, minder og lærdom der har været med til at definere os som dem vi er som voksne?

Beatles, Elvis, Rolling Stones…Revolutionerende, nytænkende… Smækfyldt med euforiserende stoffer… Dem er vi ligesom lidt stolte af…

Kan man trykke på delete , og vupti så forsvandt 2. Verdenskrig  med al sin gru og alt sin rædsel? Alle de grimme ting vi ønsker vi aldrig havde hørt om, ønsker mennesker aldrig havde oplevet, eller gennemlevet, aldrig havde været tvunget til at overleve..men som i dén grad er vigtige for vores fælles forståelse af, hvor vigtigt det er at hjælpe hinanden og udvikle os som mennesker og samfund…

Nyd nu dit eget liv og de uendelig mange muligheder verden rummer, efter generationers udvikling, gjort mulige af de tidligere generationers bevarede opdagelser… På godt og ondt.

Omfavn forskelligheden, acceptér at vi er unikke individer med egne meninger om hvad der er pænt og usmageligt, slug nogen kameler, og sug til dig af alt det smukke..Kys det nu, det satans liv.. ❤️