Nogen gange er det vigtigt at søge efter svar. Nogen gange gir det bare rigtig meget mening at forstå en masse – om sig selv, sine aner, sine venner, veninder…bare om mennesker i al almindelighed… Mest sig selv.

Hvorfor blir vi ved med at begå de samme fejl..? Hvorfor vælger vi altid den samme plads ved frokostbordet? Er der nogen særlig grund til at man nogen gange vælger at gøre modsat -sådan helt bevidst? Hvad skal man egentlig med den samme type kæreste om og om igen, når man nu mere end én gang har konstateret at en rigtig “bad-ass-bad-boy” kun er til sjov og ballade og fuldstændig uegnet til seriøse forhold – i hvert fald i længere tid af gangen! Eller den yndige pige der fuldstændig glimrer ved fraværet af naturligt modspil – nå, prøvede lige en herrebrille et øjeblik 😉

Er det MIN skyld at det er så forbandet svært at være en del af to? Feks. Hvordan ved man at man gør rigtigt i forældrerollen?

Selvransagelsens svar er helt klart meget fed viden hvis man har noget at bruge den til…
Hvis man kan omsætte det til en forståelse af at vi er forskellige. Unikke individer der hver især har styrker og svagheder… Lære af sine egne fejl. Leve med de andres.

Men nogen gange kan man søge så meget indad og udad efter store forkromede svar – synke så dybt ned i materien at det holder fuldstændig op med at gi nogen som helst mening. For nogen. Mindst af alt for sig selv.

Det er så hamrende oppe i tiden at være en samling navlebeskuende selvfede egoister med fokus på mig mig mig… Men hvad er det lige vi skal med alle de svar vi finder derinde i dybet? I egoet? Ude i verden.. Hvem er jeg, hvor skal jeg hen, hvad er meningen med det hele overhovedet?

Hvad hvis man finder svarene og de viser sig at være nogen lortesvar der alligevel ikke gav den ro man søgte?

Ku man forestille sig at nogen svar har bedst af ikke at blive fundet? Eller nærmere ikke at blive ledt efter?

For hvor fa… Er accepten af individet forsvundet hen? Anderkendelsen af forskelligheden? Overbærenheden med ting man ikke kan ændre på alligevel, som gamle erfaringer der ligger hengemt i sirligt indprentede reaktionsmønstre, eller kærester der ikke har bedre svar end “den er der bare ikke”… Hvornår holdt det op med at være smart bare at være? Slutte fred med at man fra tid til anden blir gjort uret… Hvornår holdt vi op med at forstå og acceptere at andre menneskers frontalangreb på ens sarte sjæl, nogen gange bunder i andres angreb på deres egne medtagne indre…?

Er rummelighed kun forbeholdt de få?

Giv navlepilleriet en pause, fokusér på det virkelig vigtige, og slut fred med resten. Træk på skulderen og mærk livet<3