Hvad er der sket med taknemmeligheden?

Med evnen til at sætte pris på alt muligt. Blive begejstret?

Kan du huske da du var barn, eller da dine børn var små, glæden ved at få lov til at få en is, eller slik?
Hvor tit følte man sig begrænset af at man måtte få 3 kugler eller vælge en hel pose Haribo? Ikke en af hver slags af alle de kugler der var at vælge imellem, ikke en af hver af de poser der fandtes i butikken… bare 3 kugler eller én pose… nej vel?
Man var da bare glad, taknemmelig, en heldig kartoffel, lykkens pamfilius.

Hvornår i løbet af opvæksten eller måske voksentilværelsen, går evnen til at glæde sig og være taknemmelig mon over?
For den er da gået helt væk for de fleste mennesker, ikke kun danskere, alle mennesker…

Da jeg for år tilbage blev syg. Indlagt, og udskrevet efter endt tripple pennicilinbehandling. Stadig småsyg i et halvt år efter, for derefter at blive indlagt igen, hunderæd for hvad jeg fejlede.
Indrømmet jeg trak besøget hos lægen noget længere end jeg nok burde ha gjort, men jeg var virkelig bange for hvad der var galt.
Efter en uge med intensive undersøgelser af alverdens slags, endnu flere drop med penicillin i flere udgaver, udmattet, syg, træt og med et stort ønske om, at hvis det her skulle være enden ville jeg bare gerne have lov til at sove og ikke vågne igen.
Tanker om hvordan jeg skulle få sagt farvel til mine børn, hvordan deres liv ville blive uden deres mor. Forberede mig til at modtage lægens svar helt alene…

Jeg har aldrig i hele mit liv været så taknemmelig, som da lægen kom og sagde at nok var jeg syg, men jeg ville også komme på højkant igen. Dog med en kronisk sygdom i bagagen som ville ændre mit liv for altid, men med masser af muligheder for et helt almindeligt og godt liv.

Få “lov” til at blive hos mine børn. Følge deres opvækst. Hjælpe dem med stort og småt. Konfirmationer, måske bryllupper og alt hvad de nu skal opleve i deres liv. Det er da en KÆMPE gave.

Det var en fantastisk følelse!!!
Frihed. Glæde. Lettelse. Lykke. Og TAKNEMMELIGHED!!!

Bevares, det var heller ikke en nem besked at få. Og det har taget lang tid at acceptere at jeg ikke kan alt det jeg gerne vil, lige præcis når jeg vil.
Men jeg kan det meste, og hvis ikke jeg kan den ene dag, så kommer der en ny dag, og en eller anden dag kan jeg.
Måske kan jeg ikke komme til fest i høje hæle, men jeg kan komme.
Måske kan jeg ikke løbe 5 km, men jeg kan nogen dage hvis jeg går halvdelen.
Nogen dage kan jeg gå ned og lægge mig på min sofa, men det er jo kun nogen af dem.

Men jeg er hamrende taknemmelig!
Stort set HVER DAG!

Jeg ved godt jeg er en pisse irriterende type, der nægter at være sortseer, som blir ved med at kæmpe, som holder humøret højt uanset hvilke udfordringer jeg møder… som glæder mig over solskin, min nye terrasse, at jeg kan holde ferie i Danmark, over at finde en forladt mønt på gaden, blir lykkelig når mine børn er glade, bobler over af glæde når jeg får en ny kjole, blir grundglad når jeg kan gøre andre mennesker glade….

HOV, sagde jeg holde ferie i Danmark?
Vi lever i et skønt land med lange lyse sommeraftner. Lækre strande, rent vand i hanerne. Masser af kultur, smuk og lækker natur, og oplevelser af alle mulige slags.

Men rigtig mange mennesker føler sig begrænsede! Utilfredse med at vores regering vil passe på vores land, passe på dig og mig og alle de andre. Utilfredse med at man vil beskytte os imod at mere virus bliver spredt i vores samfund, beskytte os imod død og yderligere ødelæggelse af vores økonomi.
Under Corona epidemien har flere lande været lukket fuldstændig ned. Man har ikke måttet gå ud som man havde lyst til. Det måtte vi i Danmark.
I nogen lande skulle man ha et papir i lommen med nøje afkrydsede felter om formålet med at gå ud. Det skulle man ikke i Danmark.
I nogen lande kunne man kigge misundeligt på os og ønske sig, at man uden at frygte for sit helbred og måske liv, også kunne bevæge sig frit omkring udenfor som vi kunne. Men ikke i Danmark. I Danmark kunne størsteparten af landets beboere svinge sig op til at udvise en enorm egoisme og synes det var voldsomt begrænsende og nærmest et overgreb på den personlige frihed og retsfølelse og hvad ved jeg, at nogen ønskede at sørge for at vi hurtigst muligt kunne få vores liv igen, i noget der minder om samme udgave som vi havde det INDEN… at alle skulle yde en indsats for at passe på hinanden. Og sig selv.

I Danmark er vi sure over at vi ikke må rejse ud i verden i år (måske, det vides jo ikke endnu). I Danmark er vi utilfredse med at vi kan nyde vores eget lækre land.
I andre lande er man grædefærdige over alle de familiemedlemmer og/eller andre elskede som man har mistet til en ubarmhjertig virus. Det kan kun et få-tal i Danmark.

Og så er det jeg spekulerer over hvornår man holder op med at være taknemmelig? Hvornår holder man op med at sætte pris på alt det man GODT kan og GERNE må?

SKAL man virkelig blive syg eller helt ned og bide i græsset af andre årsager før man opdager hvor heldige vi er?

Hvor meget vi hver især har at glæde os over?
❤